Støt en god sag

Props & Pearls er en socialøkonomisk virksomhed, hvor overskuddet går til at skabe bedre vilkår for kvinder, der slås med problemer knyttet til brystkræft, underlivskræft, inkontinens og underlivsgener som vaginisme, lichen sclerosus og vulvodyni.

Når du handler hos Props & Pearls, støtter du direkte dette arbejde. Vi takker for din støtte.

HER HAR PROPS & PEARLS ALLEREDE GJORT EN FORSKEL

* Information og hjælpemidler til kvinder strålet i underlivet

Kvinder strålet i underlivet kan have store gener fra arvæv og eventuelle sammenvoksninger i skeden. Med støtte fra den Obelske Familiefond har vi, på basis af research i udlandet, udviklet et sæt af guidelines og hjælpemidler, der kan bruges til at forebygge eller lindre disse gener. Materialer og hjælpemidler udleveres nu fra Odense Universitets Hospital og Herlev.

* Kan en brystprotese være et smykke

Hos Props & Pearls synes vi, at hjælpemidler skal være både funktionelle og smukke. Det er vort ønske, at designere vil interessere sig for at komme med feminine, moderne og æstetiske løsninger også på dette felt. Derfor inviterede vi til en international designstafet under overskriften “kan en brystprotese være et smykke”

Designstuderende rundt omkring i Europa har under overskriften “kan en protese være et smykke” udviklet en serie af fantastiske kunstværker, der alle – på meget forskellig vis – giver bud på, hvordan det også kan være at bære protese.

 

* What’s hiding behind the bush… har du fået det tjekket for nylig?

Med denne kampagne var Props & Pearls med til at sætte fokus på vigtigheden af, at også unge kvinder tager imod tilbud om forebyggelse af underlivskræft, der rammer kvinder i alle aldre.

 

 

 

* When Love Hurts sætter fokus på, når smerter ødelægger sexlivet

Ifølge Sundhed.dk er cirka hver 10. danske kvinde, på et eller andet tidspunkt i sit liv, ramt af seksuelle smertetilstande. For nogle kvinder bliver smerter ved sex en kronisk lidelse, for andre er den forbigående. Props & Pearls har bidraget med viden og hjælpemidler til kvinder med smerter relateret til sex i over 10 år, disse erfaringer er nu samlet på hjemmesiden When Love Hurts (w-l-h.com/da )

* Kvindernes egen hjemmeside om bivirkninger af anti-østrogen medicin

Hvert år rammes cirka 4.000 danske kvinder af brystkræft. Mere end 70% af disse har en østrogenfølsom kræft og mange bliver tilbudt anti-østrogen medicin for at mindske risiko for tilbagefald.

Kvinder rapporterer hyppigt om bivirkninger af anti-østrogen medicinerne, som influerer negativt på deres rehabilitering. Det kan være gener som hedeture eller kraftige muskel/ledsmerter, der gør det svært at komme ud af sengen om morgenen eller få dagligdagen til at hænge sammen.

Bivirkningerne er for nogle så kraftige, at de fravælger medicinen til trods for, at det reducerer deres chancer for at overleve.

Hos Props & Pearls erfarer vi, at kvinderne oplever at stå alene med deres bivirkninger. De savner indsigt og støtte til, hvad de selv kan gøre for at få det bedre.

Vi har med støtte fra OAK Foundation udviklet kvindernes eget website om bivirkninger – http://www.minebivirkninger.dk. Formål med websitet er at informere kvinderne om sammenhænge mellem bivirkninger og medicin og at inspirere kvinderne til, hvad de selv kan gøre for at mindske generne.

* KNIBNU.dk – digital kampagne der giver kvinder en unik chance for at styrke bækkenbunden

Bækkenbundstræning forbindes af de fleste kvinder med sur pligt og noget, der er usigelig træls. Props & Pearls har med støtte fra Nordea-fonden udviklet en digital knibekampagne, der sætter fokus på bækkenbunden på nye måder. Et 21 dages forløb på http://knibnu.dk med daglige øvelser, viden og reminders gør træningen sjovere og mere effektiv. Med kampagnen igangsættes verdens første knibebevægelse, hvor kvinder kniber i flok. Målet er, at gøre danske kvinder til verdens bedste knibere. Det er da en verdensrekord, der er værd at knibe efter.

* Østrogenfri hjælp til vaginal tørhed, hos kvinder der ikke ønsker eller tåler lokal østrogen

Kvinder i anti-østrogenbehandling efter brystkræft oplever ofte voldsom tørhed i skeden.  I Danmark er der delte meninger om hvorvidt lokal østrogen kan tilbydes kvinder i anti-østrogenbehandling – internationale retningslinier fraråder dog brug af lokal-østrogen som første valg til kvinder. Vigtigst af alt er der kvinder som ikke ønsker at benytte østrogen produkter når de er i anti-østrogen behandling. Vi har fundet konkrete hormonfrie alternativer til lokal-østrogen (www.replens.dk) og udført et omfattende informationsarbejde overfor hospitaler, gynækologer og patientforeninger. Vi har på denne måde bidraget til at imødekomme kvindernes behov.

*Kampen for kvinders frie valg

Paragraf 112 giver dig ret til frit at vælge leverandør, når du har brug for brystproteser. Nogle kommuner indfører desværre procedurer, der gør det svært at bruge sin ret til frit valg. Hos Props & Pearls har vi i mere end 10 år kæmpet for at gøre det nemt for kvinder at bruge retten til frit valg. For vi ved, hvor vigtig denne ret er for de fleste. Og vi finder det helt urimeligt, når kvinder skal kæmpe så meget for en ret, som er fastsat i loven. De har nok at bøvle med i forvejen.

I efteråret 2016 gik en kommune så langt, at man decideret forbød kvinden at vælge selv. Heldigvis klagede hun og sagen endte i Ankestyrelsen, der i foråret 2017 omstødte kommunens afslag. Læs Ankestyrelsen skrivelse her.

 

Du kan her læse mere om, hvad der foregår hos Props & Pearls:  wordpressmu-22442-49910-130310.cloudwaysapps.com

Props & Pearls åbningstider: man – fredag 10-17

Props & Pearls

Nikolaj Plads 23

1067 København K

Tel: 35251440